10 gode råd til udluftning

10 gode råd til udluftning

Det er vigtigt at lufte ud om vinteren, selvom det er koldt udenfor. Om vinteren er der nemlig større risiko for fugtskader, hvis du ikke lufter ud. Få gode råd om, hvordan du gør

Selvom det er koldt udenfor, er det vigtigt, at du fortsætter med at lufte ud. Om vinteren er der nemlig større risiko for fugtskader, hvis du ikke lufter ud.

Samtidig opholder man sig mere indenfor om vinteren, og derfor er det ekstra vigtigt at få udskiftet indeluften, som du gør, når du lufter ud med gennemtræk. Udluftning kan også mindske risikoen for smittespredning af fx corona-virussen.

Læs her 10 gode råd til udluftning om vinteren:

1. Luft ud kort og intenst. Om vinteren er det særlig vigtigt at få luftet ud, men du kan gøre det i kortere tid end normalt – du kan nøjes med 5 minutter.

2. Sørg for gennemtræk. Luk vinduer op i begge sider på boligen, så den ‘brugte’ luft suges ud, og frisk erstatningsluft trækkes ind. Ellers når du ikke at skifte al luften ud på så kort tid.

3. Luft ud 2-3 gange om dagen, for eksempel morgen, eftermiddag og aften. Når det er koldt udenfor, og kontrasten mellem kulde og varme er stor, vil der dannes kondens, og derfor er der risiko for vækst af skimmelsvamp og andre fugtskader.

Derfor er det vigtigt at lufte ud. Gør det for eksempel til en vane at lufte ud, når du børster tænder.

Hvis du har en helt ny termostat, behøver du ikke at lukke for varmen i de korte perioder, hvor vinduerne står åbne – men har du en termostat, der er mere end et par år gammel, kan det være en god idé at skrue ned, når du lufter ud. Hvis termostaten føler den kolde luft, vil den gøre, at der sendes ekstra meget varme ud.

4. Husk frisk luft til madlavningen
Når du laver mad, er det vigtigt at tænde for emhætten og/eller lufte ud efter madlavningen, så den varme, fugtige luft bliver suget ud.

5. Luft ud efter stearinlys. Stearinlys afgiver store mængder af partikler ved afbrænding. Luft grundigt ud, når du har haft stearinlys tændt.


6. Lad ikke vinduet slå på klem. Lad ikke bare et enkelt vindue stå på klem i flere timer. Det vil afkøle vægge og andre overflader. Kolde vægge kan give kondens og føre til skimmelsvamp.

7. Læg mærke til, om ruderne dugger. Hvis kanten af dug på indersiden af ruden bliver over 2 cm bred, er det tegn på, at du skal lufte mere ud. Tør dug væk med fx køkkenrulle eller klud, så det ikke senere udvikler sig til skimmelsvamp.

8. Læg mærke til lugten i din bolig. Lugter der indeklemt eller muggent i din bolig, skal du åbne vinduerne lidt oftere.

9. Hold badeværelsesdøren lukket. Når du har været i bad, skal du sørge for, at den fugtige luft kommer helt ud af din bolig. Hvis du åbner badeværelsesdøren, spreder du bare den fugtige luft til resten af boligen.

I stedet skal damp og varm luft ud gennem udsugningsanlægget eller et badeværelsesvindue.

10. Luk lidt ned for udluftningsventiler i vinduer og døre. I køligt vejr kan der komme for meget luft ind af dem, og så vil det kræve ekstra energi at varme din bolig op. Men husk at åbne for ventilerne igen til foråret.







Share this content:

Lukket for kommentarer.

© Copyright 2020 - Alle rettigheder forbeholdes